Bæredygtigt byggeri
Vores modulhuse er bygget med træ som den primære ressource og med ønsket om at udfordre det klassiske byggeri. Resultatet er en fleksibel og nedskaleret boligform med optimal udnyttelse af husets kvadratmeter og mængden af ressourcer.
Tilvælg en nedskaleret og bæredygtig boligform.
Bæredygtighed handler også om sund fornuft. Om det rationelle og tilfredsstillelsen ved, at tingene giver mening - også på den lange bane. Hos Njordrum tænker vi bæredygtigt i hele boligens livscyklus. Ud over at vælge træ, som rent ressource- og nedbrydningsmæssigt er det mest forsvarlige hhv. selvfornyende byggemateriale, så opføres vores huse let hævet over jorden på skruefundamenter. En løsning som kræver langt færre ressourcer end et støbt fundament.
Samtidig betyder metoden, at boligen er flytbar - både hus og skruefundamenter vil kunne flyttes og genanvendes om behovet skulle opstå.Vi arbejder hele tiden for at kunne træffe de bedst mulige valg og indgå i de rigtige samarbejder med leverandører og producenter der - som vi - ønsker at gøre tingene på en ny og bedre måde. Benytte fortidens erfaringer til sammen at udvikle os i en mere bæredygtig retning.
Vores designløsninger
Vores produktdesign er produkter udviklet til husene og livet deri – med fokus på form og funktion, ærlige materialer samt stolte håndværksmæssige traditioner. Vi arbejder for at forene smukt design med rationale og bæredygtighed.
Belysning
I de mørke timer og årstider, er vi alle afhængige af at kunne tænde det kunstige lys både inde og ude. Vores tilgang er at arbejde med et diskret og integreret, funktionelt lysdesign uden at skabe lysforurening og som samtidigt skaber baggrund for at tilføje supplerende lamper i form af f.eks. pendler, gulv- og bordlamper.
Dørgreb
Den første fysiske berøring er grebet - når døren skal åbnes og huset indtages. Og i det daglige også et i høj grad funktionelt element vi ønsker skal være både smukt at iagttage og berøre. Vores greb integrerer et af de ældst kendte materialer anvendt af mennesker gennem årtusinder; birkebark. Et materiale med fin balance mellem funktionalitet og æstetik og som noget ganske unikt – og helt naturligt - er stærkt antibakterielt.
Køkken
Med diskret reference til facadens rytmiske komposition, er også vores køkken designet for at bringe en markant men dog klassisk hhv. funktionel detalje ind i udtrykket. De lodrette spor binder den samlede køkkenfront sammen og kan samtidigt anvendes til montering af det dertil specialdesignede greb. Nordic WOODLANDS køkkenet er designet for JKE.
Facadeprofil
Facaden er noget af det første man oplever ved et hus og vi har således ønsket at give også denne del særlig opmærksomhed. For Bergsten Timber har vi således designet det unikke WOODS facadeprofil – et profil uden bagside og som med forskelligt designede forsider således kan skabe unikke kompositioner. Fremstillet i varmebehandlet fyrretræ uden nogen form for tilsætningsstoffer og med 30 år + levetid.